Levinas: Kjærlighet - forening og adskillelse

Vi bringer her et perspektiv på Emmanuel Levinas' tanker om kjærlighet. Både den etiske omsorg, den sanselige kjærlighed, kjærligheden mellem foreldre og barn, samt vennskapet er former for kjærlighed i forhold til personer, vi møter i vår hverdag. - Levinas døde for en måned siden. Av Peter Kemp.

Levinas blev fornyeren par excellence af den filosofi, der forsøger at udtrykke vores vision om, hvordan vi bedst lever med hinanden, og dermed af vores ideer om, hvordan vi skal forstå vort forhold til andre og andres forhold til os selv.

Han slog først for alvor igennem på den internationale scene omkring 1980, da han selv endnu var i 70erne. Det skyldtes dels, at hans vigtigste arbejder, der først fremkom fra begyndelsen af 60erne, på grund af deres særegne stil og tone behøvede tid, før man havde lært at læse dem og værdsætte dem, dels at den marxistiske ideologi og den strukturalistiske menneskeopfattelse («mennesket er død») trængte etikken i baggrunden i 60erne og 70erne. I de år blev etikken, ikke mindst i kulturdebatten på det europæiske kontinent, forklædt som politik, som politik af økonomiske og magtmæssige strukturer. Spørgsmålet om det gode liv forsvandt i spørgsmålet om det gode samfund. Det personlige liv gik op i det sociale og politiske liv.

Men den totale politisering af etikken viste omkring 1980 tydelige tegn på at være utilfredsstillende. Nymarxismen og de ideologier, der var negativt bestemt af modsætningen til den, gik i opløsning. Marx var død. Og dermed var tiden inde til at man kunne opdage Levinas, der som tænker var gået sin egen vej og aldrig havde været intellektuelt fristet af marxismen. Han fik nu en central placering i den internationale filosofiske debat både i Europa og USA, og man diskuterede ikke mindst hans hovedverk fra 1961 om Totalitet og Uendelighed, hvis beskrivelse af den Andens ansigt som etisk appel fascinerede, uanset hvor meget man i øvrigt læste af og om Levinas.

Hans hovedværk betyder en afgørende vending i forhold til traditionelle opfattelser af etikken.

I et par hundrede år havde den filosofiske debat især været præget af to meget forskellige ideer om etikken, dels var etikken blevet opfattet som en ide om menneskets pligter og de moralske normer, man skal følge for at leve det rigtige liv, dels var den blevet forstået som en idé, om hvad der er nyttigt og som opfylder menneskets behov for lyst og tilfredsstillelse.

Den første ide kalder man pligtetikken; den anden kaldes utilitarismen eller nytteetikken. Den første byggede på Immanuel Kants praktiske filosofi fra slutningen

af 1700- tallet, den anden var iser inspireret af Jeremy Elentham, John Stuart Mill o.a. fra 1900-tallet. Den første søgte at besvare spørgsmålet. Hvad skal jeg gøre for at handle godt? Den anden søgte svar på spørgsmålet: Hvad skal jeg gøre for at få det godt?

Begge former for etik var imidlertid koncentreret om menneskets forhold til sig selv. Igennem pligtetikken søgte det enkelte menneske kunne forstå sig selv som hævet over naturen og det blot sanselige liv, som et frit, selvstændigt og myndigt menneske Gennem nytteetikken søgte mennesket en forestilling om, hvordan det selv kunne blive lykkeligt og få mest muligt ud af livet.

Det orginale ved Levinas' etik er, at den bringer ideen om det gode liv ud over den traditionelle modsætning mellem pligt og lykke, som let førte til naglebeskuelse Den forkaster ikke alt fra de tidligere ideer om etikken, men forstår det etiske liv på en måde, der er langt mere dybtgående. Det sker ved at den på radikal måde flytter fokus fra menneskets kredsen om sig selv til dets møde med det andet menneske. Levinas gør Den Anden til grundbegrebet i etikken.

Det betyder ikke, at han opfinder det andet menneske som en helt ny figur i etikken. Både i gresk filosofi, f.eks. hos Aristoteles, og i jødisk- kristen teologi kendes tanken om at gøre noget for det andet menneskets egen skyld uden at tænke på, hvad man selv får ud af det. Men i moderne moralfilosofi, hvad enten man foretrak at knytte sig til Kant eller til Bentham, var denne tanke gledet i baggrunden. Etikken skulle enten forsvare det fornuftige menneskes autonomi (selvstændighed) eller det sanselige menneskets livslyst. Derved var der en fare for, at etikken mere kom til at handle om tilfredsstillelse af een selv end om skabelsen og opretholdelsen af et fællesskab mellem mennesker.

Levinas skildrer etikken som en vision om den Anden, der appelerer til mig om hensyn og dermed helt konkret bliver en spørgsmål om, hvad jeg kan gøre for at den anden kan få et godt liv. Vægten bliver nu lagt på, at der viser sig andre mennesker overfor mig, og ikke på, hvad jeg kan gøre for min egen skyld, for at udfolde min egen individuelle frihed eller tilfredsstille mit eget behov i snæver forstand.

Denne accentforskydning i den etiske tænkning blev Levinas ført til af erfaringen af de rædsler, som fandt sted under den 2. verdenskrig Disse rædsler ramte ham selv helt personligt.

Han stammede fra en jødisk boghandlerfamilie i Litauen, og tog i 1923 til Frankrig. I Strasbourg studerede han både fransk og tysk filosofi, og hans første filosofiske afhandling var en indføring på fransk til Teorien om anskuelsen hos grundlæggeren af den nye tyske fænomenologi: Edmund Husserl. Senere var det Husserls fænomenologiske metode, han benyttede til at udfolde sin etik, og det var Husserls idé om filosofien som fænomenologi, der skabte baggrunden for, at han kunne give et originalt bidrag til filosofisk indsigt i det etiske liv.

Ved 2. verdenskrigs begyndelse i 1939 var han blevet fransk statsborger, blev indkaldt som soldat og havnede i en tysk krigsfangeleir, hvor hans franske uniform reddede ham. Men i Litauen blev hans foreldre og to yngre brødre udryddet af nazisterne. Hans egen kone blev dog reddet ved at blive gemt i Paris under krigen.

Udslettelsen af hans familie såvel som udryddelsen af millioner af jøder i det hele taget merkede ham for resten af livet. Han følte sig skyldig over at være blandt de få overlevende. Dette spørgsmål om, hvad det enkelte menneske skylder andre, blev centralt i hans etik.

For Levinas er moralregler og debat om de rigtige handlinger kun overflade. Det afgørende er vores menneskesyn, om vi blot betragter den anden som et eksemplar af mennsskeslægten eller ideen «menneske», eller om enhver Anden er betydningsfuld i sig selv og har et ansigt, en udtryksfuldhed, der sætter en usynlig grænse for, hvad man har lov til at gøre med dette menneske. Etikken er da den appel om hensyn til den anden, som jeg møder i den andens øine og tale - i ansigtet, når det udtrykker sig som en henvendelse til mig og kræver min beskyttelse af det sårbare.

Ansigtet er som etisk instans den ikke- materielle modstand imod volden. At vores verden rummer en sidan modstand, så volden kan bremses, standses og lammes, gør, at vi ikke blot kan opfatte virkeligheden som et panorama, der åbner sig for vores betragtende blik. Virkeligheden står ikke til vores disposition og gør det muligt for den enkelte at være verdens herre. Virkeligheden undslipper min magtudfoldelse som et ukontrollerbart anarki, fordi der hele tiden er andre mennesker, som øver modstand imod min magtudøvelse.

Denne opfattelse får filosofisk betydning som en polemik imod enhver filosofisk teori om, at virkeligheden kan reduceres til at være een og den samme Væren. Denne ene Væren kan være idealistisk opfattet som den ene og samme Ånd, som Naturens ånd (som hos Spinoza) eller Historiens verdensånd (som hos Hegel), eller Væren kan være materialistisk opfattet som en matematisk- fysisk struktur, hvorefter alt - naturen, samfundet og det enkelte menneske - blot er variationer af en universel grundformel (Carnap, Hempel og de andre positivister), eller den kan være eksistensfilosofisk opfattet som en eksistensstruktur, der kaster det enkelte menneske ind i en verden, hvor al dets angst - som hos Martin Heidegger i Væren og tid fra l927 - kun drejer sig om dets angst for sig selv, og hvor kun min helt egen verden har betydning.

Hvis mødet med den Anden gør alle disse filosofier radikalt ensidige og dermed indskrænkede, betyder det, at angsten mindst lige så meget må være ængstelse for den anden som angst for mig selv, og at det enkelte menneske aldrig kan reduceres til det samfund og den natur, som vores videnskaber giver os viden om, samt at ånd og væren aldrig kan være et universelt princip, der bestemmer tingenes gang, men må være et samspil mellem forskellige kræfter og handlende væsner, hvor hver enkelt der kan tenke etisk har et ansvar for forløbet. Mit ansvar for den anden, er uudskifteligt, sagde Levinas.

På denne måde bliver etikken «første filosofi», dvs. den form for filosofi, som er grundlæggende for al anden tænkning - det være sig logik, epistemologi, videnskabsteori, politisk teori osv.

Allerede Kant gjorde sig ihærdige anstrengelser for at underordne den teoretiske filosofi under den praktiske, og han erklærede al metafysik, der ville opfatte virkeligheden på grundlag af de teoretiske videnskaber (logik, videnskabsteori osv) som spekulative og verdensfjerne. I stedet ville han indsette etikken, filosofien om den gode holdning og handling, som grundlag for en ny metafysik.

Men Kant manglede det radikale begreb om den Anden, som Levinas i vor tid har været i stand til at udtrykke og anvende filosofisk. Derfor er det først med Levinas' filosofi, at det er blevet muligt for filosofferne for alvor at begrunde en virkelighedsopfattelse, der gør den praktiske filosofi til grundlag for den teoretiske.

Nu skal man ikke tro, at Levinas' tænkning kun handler om ansigtets etik. Bedre end de fleste filosoffer har han haft sans for menneskets sanselige og kropslige dimensioner. Vi bliver til som væsner, der lever af alt det, vi modtager gennem sanserne: Luften vi indånder, maden vi spiser, forældrenes omsorg, den elskedes kærtegn, barnets taknemmelighed, og hele den kultur, vi får givet af lærere, gennem

lesning og studier.

Men alle disse gaver, som styrker os, frister os til at bilde os selv ind, vi kan beherske alt, også andre mennesker. Så opstår etikken som den usynlige modstand imod destruktionen af andre. Så opdager vi, at vi er mere end sanselige væsner. At vi har ansvar for hinanden.

Der kan imidlertid ikke være et møde med den Anden, hvis der ikke er et Selv, et mig- selv, der kan åbne sig for de andre. Denne erkendelse hos Levinas glemmer man ofte at få med, når man skal skildre hans filosofi. Ikke desto mindre må den med, hvis ikke billedet af Levinas' orginalitet skal blive fortegnet.

Levinas taler om (se ramme med dikt) den kærlighed, der får sit udtryk i barnet, men ikke fordi den behøver barnet for at udfolde sig; barnet er netop «hinsides ethvert muligt projekt». Kærligheden betinger sig det ikke; barnet er et overskud, en ekstra gave - og det gælder om det har været nok så «planlagt» som man siger.

Levinas' skildring af kærligheden forener på vidunderlig måde nogle tilsyneladende modsætninger:

For det første det aspekt, at kærligheden omfatter fremtiden og alligevel er helt til stede i nutiden. Forholdet til fremtiden er uendeligt, siger han, for kærligheden er «uendelig», og det betyder, at den er åben for underet, det uforudsete, den Anden. Men det, der skal komme fra fremtiden, har ingen bestemt skikkelse. Vi ved ikke, hvad der kommer, måske et barn, måske noget andet, og hvis der kommer et barn, ved vi ikke, hvad dette barn bliver, hvem han eller hun er.

Dernæst det aspekt, at kærligheden er generøsitet overfor den Anden og samtidig krav til den anden. Den, der elsker, siger: Elsk mig! Dette krav er ingen lov, men udtryk for et behov for den anden: din eksistens er nødvendig for at jeg fortsat kan eksistere.

Endelig det aspekt, at kærligheden både er forening og adskillelse. Forskellene udviskes ikke, men foreningen beriges af forskellen. At kærligheden er foreningen af

forening og adskillelse bliver udtrykt i frugten af den, i det tredje, som netop barnet på en måde synliggør: Barnet er sammensat af træk fra to, der er forskellige, men denne omformning af forældrenes substans er selv forskellig fra dem. Og det er den uforudsete gave. Samtidig er forholdet til barnet - som Levinas siger i en fortsættelse af den tekst, jeg har citeret - et forhold til den absolutte fremtid eller den uendelige tid. Barnet udtrykker evigheden i kærligheden.

Hos Levinas er der også tale om venskabet som en form for kærlighed forskellig fra den sanselige kærlighed. Venskabet er snarere udviklet af grækeme end jøderne, og ikke mindst af Aristoteles. Venskab kan ganske vist i sig selv være af forskellig slags. Der findes f.eks. kammeratskab i arbejdsfællesskaber, i politiske bevægelser, i sportslege osv. Men det virkelige venskab er det forhold, hvor man kommer sammen, fordi man er i stand til at kunne berige hinanden følelsesmæssigt og/eller intellektuelt og derfor oplever den Anden som «et andet jeg», hvor hvis egen skyld man er villig til afsavn, tjenester osv. Venskabet gælder den anden person, siger Levinas.

Nu er både den etiske omsorg, den sanselige kærlighed, kerligheden mellem forældre og børn samt venskabet former for kærlighed i forhold til personer, vi møder i vores dagligdag. Hvordan stiller Levinas sig til kærligheden til «den tredje», som vi ikke møder ansigt til ansigt, men kun træffer indirekte ved at høre nogen fortælle om «de andre», eventuelt gennem aviser, radio, fjernsyn, Internett osv?

Kærligheden til «den tredje» er den form for kærlighed, man har kaldt menneskekærligheden eller den universelle kærlighed, omsorgen for en hvilken som helst anden. Det er ud af den kærlighed, vi udviklet humaniseringen af samfundet, den sociale omsorg og et retssystem, der vil sikre den enkelte imod overgreb. Samtidig er denne kærlighed en respekt for den anden person - enhver anden person - som noget unikt, enestånde ved sin blotte eksistens som menneske.

I Totalitet og Uendelighed er denne menneskekærlighed ikke meget behandlet. Det sker hos Levinas først to år senere i den artikkel om Sporet af den anden, som han også er blevet så berømt for.

I Sporet af den anden skildres det ansvar for andre, som mødet med den anden vækker. Ansigtets appel er et spor af den Anden, dvs. af den humanitet, som vi kan finde i ethvert ansigt på trods af forskellene mellem mennesker. Derfor kan ansvaret ikke begrænses til den enkelte anden, jeg møder, men må udstrækkes til en hvilken som helst, jeg kan møde, dvs. til alle nu og i fremtiden. Og mit svar på den andens appel, dvs. det jeg giver til andre, er mest radikalt, når mit svar ikke gør krav på at få noget igen, og når det, jeg giver, modtages i en fremtid, hvor jeg ikke længere lever.

Som når vi nu efter Levinas' død ikke kan takke ham selv for hans forfatterskab ved at hylde ham. Han har givet os en filosofi, vi kun kan vise vores taknemmelighed for ved at bringe den videre til andre.

Således er det etiske liv ikke beregning og udveksling af tjenester. Det indgår ikke i markedets logik. Gaven kræver ikke at blive gengældt med en gave til giveren, men at blive anledning til andre gaver.

Peter Kemp er leder af Center for Etik og Ret, Københavns Universitet.

PS. Norske læsere henvises til Asbjørn Aarnes' udgivelse af Levinas' bog Den Annens Humanisme (H. Aschehoug, 1993) med omfattende noter, litteraturliste og kommentarer.

(((Egen "boks" med bilde:)))

Kærlighed er ikke en særlig form for venskab.

Kærlighed og venskab føles ikke blot forskelligt.

De sigter mod noget forskelligt.

Venskabet gælder den anden person,

kærligheden søger det som ikke har en bestemt skikkelse,

men er uendelig fremtidigt, det som skal frembringes.

Jeg elsker kun fuldtud,

hvis den anden elsker mig,

ikke fordi jeg behøver den Andens anerkendelse,

men fordi min lyst henrykkes over den andens lyst,

og fordi Jeg Selv og den Anden i dette møde,

hvor vi forbliver forskellige,

i denne substansforvandling

ikke smelter sammen, men netop

- hinsides ethvert muligt projekt -

hinsides enhver meningsfuld og fornuftig magt,

frembringer barnet.

(Totalité et Infini, s. 244)

(Auguste Rodin: «Kysset», 1886)

Emmanuel Levinas: For ham er moralregler og debat om de rigtige handlinger kun overflade.

Barnet: Levinas taler om den kærlighed, der får sit udtryk i barnet, men ikke fordi den behøver barnet for at udfolde sig; barnet er netop «hinsides ethvert muligt projekt». (Rodin: «L'Amour qui passe», 1885)

Den tredje: Kærligheden til «den tredje» er den form for kærlighed, man har kaldt menneskekærligheden eller den universelle kærlighed, omsorgen for en hvilken som helst anden. (Rodin: «Guds hånd»)


(((Tekstbokser))

«Kant manglede det radikale begreb om den Anden»

Artikkel automatisk generert, 08/02-96, kl. 18.25 redaksjon@morgenbladet.no
Copyright © 1995-96, Morgenbladet og Schibsted Nett AS.